BLOKADE OG UOFFICIELT DIPLOMATI
I dette tema behandles udvalgte aspekter af den Cubakrise, der af nogle er afgrænset til et forløb på 13 dage, men som bør ses i lyset af mange års spænding mellem Sovjetunionen og USA - de 13 dage kommer ikke ud af intet.
"Ikke kun en fred, der gælder for amerikanerne, men en fred for alle mennesker, ikke blot fred i vor tid, men fred for alle tider." - John F. Kennedy om sine forhåbninger for fremtiden i tale 10. juni 1963.
Hensigten med temaet "Cubakrisen 1962" er imidlertid ikke at beskrive hverken forløbet forud eller hele forløbet af selve Cubakrisen, og der springes derfor direkte til temaets egentlige emner: Valget af blokadeløsningen, blokadens effekt, mødet mellem Dobrynin og R. Kennedy, mødets betydning samt Cubakrisens konsekvenser. Valget af blokadeløsningen er centralt i håndteringen af krisen, fordi det tages ud fra en doktrin om afpasset reaktion, og mødet mellem de Dobrynin og R. Kennedy følger som et led i den reaktion.
Undervejs inddrages, når det er nødvendigt for fremstillingen, kort de begivenheder, der ligger omkring temaets emner, men et egentlig samlende referat af kriseforløbet er udeladt.
Til temaet er især benyttet fire slags litteratur:
1. Bøger skrevet af Præsident Kennedys rådgivere under Cubakrisen - førstehåndskilder.
2. Khrusjtjovs erindringer - skrevet ud fra hans indtalelser af bånd.
3. Dokumenter - dels samlet i særlige udgivelser, dels undervejs i anden litteratur.
4. Fagskribenters udgivelser om Cubakrisen - hvoraf mange bygger på litteratur fra gruppe 1.